Forside
VARO Specialmaskiner A/S
Forside › Overtagelse
Tandhjul

Hornslet, den 15. november 2009 

VARO Specialmaskiner A/S har overtaget maskinbygningsafdelingen ved Danfoss, Viby. Overtagelsen betyder en betydelig udvidelse af samarbejdet mellem Danfoss og VARO.

Vi kan hermed med glæde meddele, at VARO Specialmaskiner A/S pr. 1. november 2009 har overtaget maskinbygningsafdelingen hos Danfoss, Viby. Afdelingen vil fortsætte i de nuværende produktionsfaciliteter i Viby.

Afdelingen og de 10 konstruktions- og produktionsmedarbejdere vil indgå i VARO Specialmaskiner som selvstændig afdeling og bliver ledet af afdelingschef, ingeniør Jens Christian Platz.

I forbindelse med overtagelsen har VARO Specialmaskiner indgået en flerårig samarbejdsaftale med Danfoss Comfort Controls, der åbner mulighed for at levere og servicere automatiseringsudstyr til Danfoss’ fabrikker i ind- og udland.

Baggrunden for, at Danfoss har ønsket at afhænde afdelingen, skyldes ønsket om at fokusere på højautomatiseret produktion på fabrikken i Viby, og med handlen sikres fortsat adgang til afdelingens medarbejderes særlige kompetencer inden for maskinbygning og servicering af maskiner i kombination med de kompetencer, som kan inddrages fra de øvrige afdelinger i VARO-gruppen.

I forbindelse med handlen udtaler adm. direktør Niels Jensen, VARO Specialmaskiner:

“Vi er stolte over, at Danfoss har valgt os som outsourcing-partner for udvikling, fremstilling og servicering af automatisk produktionsudstyr. Overtagelsen vil ikke alene tilføre VARO en meget kompetent og erfaren medarbejderstab, der over en årrække har dokumenteret dygtige evner til at udvikle og bygge automatisk produktions- og montageudstyr, men også styrke vort samarbejde med Danfoss-koncernens selskaber.”

Niels Jensen udtaler endvidere: “Etableringen af en maskinbygningsafdeling hos Danfoss supplerer på bedste vis VARO-gruppens øvrige aktiviteter inden for udvikling og frem-stilling af specialmaskiner, automatisk produktionsudstyr, robotter og pakkemaskiner.

Tidligere i 2009 overtog VARO maskinbygningsaktiviteterne hos SCA Packaging Denmark, og det må forventes, at der også i de kommende år vil være fokus hos de store danske industrivirksomheder på outsourcing af maskinbygningskompetencen til eksterne specialister.”

Luk